D. 16. juli havde vi fået melding om, at der var et
vulkanudbrud på Reykjanes halvøen ved byen Grindavik, hvor der de sidste par år
har været flere vulkanudbrud. På det tidspunkt befandt vi os helt omme på den
anden side af Island, men nu da vi var lige i nærheden, var det jo oplagt lige
at tage en kigger. Det forlød nemlig, at der stadig var gang i vulkanen og at
man kunne komme ud at se den. Det var dog lige svært at finde information om,
hvad man rent faktisk kunne se, men hvor tit kan man se en vulkan i udbrud, så
det måtte jo have et forsøg.
Line havde set på Facebook, at nogle havde postet billeder
af udbruddet, men det lignede også at der var mange mennesker, så vi brugte det
nu kendte trick tidligt afsted! Men kunne parkere ved vulkan område Fagradalsfjall,
hvor der allerede var blevet etableret vandreruter og turistture til det gamle
udbrud. Her skulle der dog være en ny sti, til et viewpoint af Sundhnúkur
vulkanen, som var i udbrud.
Vi startede selvfølgelig med at vælge den forkerte rute, men
kunne heldigvis krydse ind på den rigtige sti via en sidesti. Det var en ret
meget ligeud og kedelig sti, men efter ca. tre kilometer fik vi det første kig
til vulkanen og vi var alle overraskede over, hvor meget man egenlig kunne se
og hvor meget gang der var i vulkanen selvom det var en uge siden, at den
startede. Vi skylndte os derfor at gå de sidste kilometer ud til viewpointet,
selvom det var svært ikke at stoppe, når der var udsigt til vulkanen. Den var
meget dragende.
Da vi nærmede os viewpointet begyndte det at regne ret meget.
Mads og Vanessa nåede af få regnbukser på, men Veronika og Line nåede det ikke før
bukserne var gennemblødte. Men det betød ikke så meget, da vi ankom til
viewpointet og havde det perfekte udsyn til vulkanen, som spruttede flydende
lava ud. Det var simpelthen et så imponerende syn, at se en vulkan i udbrud og
vi kunne så meget mere end hvad vi havde forventet. Viewpointet var på skråning
af et bjerg, som havde bremset lavaen, så vi stod lige ved foden af den helt
nydannede lavaskorpe.
Efter at have vi havde kigget længe på vulkanen, gik vi ned
til den faste lava, som fortsat var helt varm. Det var ligesom at stå ved en
brændeovn og når der kom et regnskyl fordampede regnen med det samme, som den
ramte lavaen. Imelem de sorte lavasten kunne vi i sprækkerne se den lysende og
flydende lava, som forsat var inde i stenene. Her kunne vi rigtig udnytte vores
viden, som vi havde fået fra Lavashowet. Især Veronika nød at komme ned til de
varme lavasten, da hun var begyndt at fryse ret meget med det våde tøj.
Efter at have nydt vulkanen i et stykke tid, måtte vi til at
begive os tilbage, selvom vi sagtens kunne have stået der meget længere. Det
var virkelig svært at forlade dette viewpoint. Der var nu kommet rigtig mange
mennesker og store 4-hjulstræk turistbusser på stien. Så stien var blevet godt
smattet også fordi det regnede. Vores sko var helt sat til med mudder og vi var
godt trætte, da vi kom tilbage til camperen efter seks kilometer hike. Men vi
var alle enige om, at det havde været en fantastisk oplevelse.
Nu havde vi vist også fået alt på Island bucket listen
krydset af og var enige om, at det var den perfekte afslutning på turen. Vi
kørte ind til Grindavik by, hvor der var opstillet billeder fra nogle af de
forrige udbrud, hvor lavaen var nået helt ned i byen og alle var blevet
evakueret. Det var lidt skræmmende at se billederne med lava i byen og samtidig
se de samme bygning lige ved side af. Vi kørte derefter på den helt ny vej
igennem det et år gamle lavalandskab. Lige uden for Grindavik så vi også nogle
store diger, som forhåbentlig kan bremse lavaen, ved fremtidige udbrud. Vi kørte
derefter til fyrtårnet i Garður, hvor vi så hvid sandstrand og gråsæler i
vandet. De havde en meget specielt hovedfacon, sammenlignet med de andre sæler
vi havde set. Derefter kørte vi til Sandgerði, hvor vi tog den sidste
overnatning i camperen.
No comments:
Post a Comment