Onsdag d. 23. juli – Glymur

Endnu en gang skulle vi ”beat the crowd” og stod derfor tidligt op. Det var dog ikke slemt, da vi efterhånden havde erfaret at man bare skulle afsted før 8.30 tiden.

Det var noget overskyet, da vi kørte afsted. Dagens hike var ca. 40 minutters kørsel fra campingpladser, og på den tid nåede Line at blive mere og mere nervøs for dagens hike. Vi havde læst at hiken var en af de lidt sværere og at man skulle klatre nogle steder. Line blev lidt nervøs for om det ville være glat pga. Det våde vejr. Og så gjorde hun det man aldrig må, nemlig begyndte at google. Her skrev folk at hiken var for experienced hikers, ikke anbefalet for børn, farlige stejle skrænker med dødlige fald og at man skulle krydse floder med vand til hofterne!

Men (heldigvis) holdt Mads fast på at vi i hvert fald skulle give det et forsøg.

Da vi ankom til p-pladsen var der kun 2 andre biler, så vi havde enten lykkedes med at beat the crowd eller også var der bare ikke andre som var skøre nok til at gå hiken i det fugtige vejr. Men vi tog vores bedste hiker udstyr på og drog afsted.

Vejret var sådanne set meget fint – det hverken regnede eller blæste – der lå blot nogle skyer længere oppe, så der var fin udsigt til kløften og man fik hurtigt varmen af at gå. Hiken gik op til Glymur vandfaldet, som vost en gang havde været Islands højeste vandfald. Vi startede med at gå 1,5 km i relativt fladt teræn. Herefter kom den første forhindring på hiken. Man skulle gå igennem en stor klippehule. Den var rigtig flot og pigerne syntes det var ret sjovt at gå igennem klippen.

Lidt efter kom rutens anden forhindring – her skulle man krydse floden ved at balancere på en træstamme, som var lagt ud over floden. Men det var heldigvis slet ikke noget problem. Nogle klarede det i bedste Dirty Dancing stil, men andre rysede mere på benene (dvs. Line).

Så begydnte det ellers at gå mere stejlt op ad langs med floden og kløften. Men heldigvis var stien rigtig godt vedligeholdt med fine trin i klippen og med reb i siden, som man kunne holde fast ved. Så de beskrivelser Line havde læst var formodentlig nogle af ældre dato eller af nogle som var meget mere pivet end os. Det var en super flot hike/klatretur med mange fine lookouts udover kløften og kig til vandfaldet.

Men efter lidt stigning begyndte vi så småt at gå op i skyerne, og da vi nåede udsigtpunktet og toppen af vandfaldet kunne vi ingenting se. Vi kunne kun høre lyden af det brusende vand fra vandfaldet.

Efter 4 km var vi nået forbi toppen af vandfaldet og var klar til den tredje forhindring på ruten. Vi skulle nemlig krydse flodem for at komme over på den anden side af vandfaldet, hvor den ”easy” sti til nedstigningen gik. Og vi (dvs. Line) ville gerne undgå at skulle ned samme vej, som vi havde gået op. Der havde været 2 andre grupper foran os, og de var i hvert fald ikke kommet samme vej tilbage, så vi vidste det kunne lykkedes.

Men denne gang var der ikke nogle træstamme som man kunne bruge til at krydse floden, og der var godt nok nogle sten, men alle lå under vandet som var for dybt til at man kunne komme tørskoet igennem. Men det havde vi jo heldigvis læst om forinden, så vi var forberedte og havde medbragt nogle gummiovertræk til vores sko. Vi fandt et godt sted og begyndte at krydse floden. Men da vi var kommet ca. halvejs over måtte vi konkludere at det nok simpelthen var lettere at tage skoene af og gå barfodet igennem floden. De store sten som vi havde gået op var nemlig ret glatte og vandet var lige præcis for dybt til at støvlerne kunne klare det. Vanessa nåede lige at blive lidt nervøs, men klarede det selvfølgelig fint det sidste lille stykke over vandet. Vandet var ret koldt, men det var heldigvis hurtigt overstået.

Vel over på den anden siden (med tørre sko) kunne vi begynde den stille og rolige hike ned igen af en lidt mere snoet og ikke stejl sti. På vejen ned kunne vi se at der var rigtig mange mennesker på vej ud og gå hiken, så vi var glade for at være ankommet tidligt.

Vanessa ville gerne hen og se hilen igen, så vi gik lige det første stykke af ruetn igen. Vanessa ville egentlig også gerne have været over træstammenigen, men der var nu lang kø for at komme over, da der var kommet mange mennesker. Så vi gik tilbage til camperen og den nu helt fulde p-plads.

Vi havde ikke rigtig planer for resten af dagen og klokken var kun 13.00, så vi måtte lige have en lille diskussion om hvad vi skulle finde på (dvs. Et skænderi). Til sidst besluttede vi at køre tilbage til Akranes, hvor vi havde boet dagen før. Vi startede med at besøge den lokale bager med en lille cafe, hvor der blev tanket op med lidt kaffe og kage. På vejen ud faldt vi i snak med en lokal islænding, som meget gerne ville snakke og fortælle om gamle dage i byen med fiskeriindustrien og byens fugle. Så det var meget hyggeligt.

Vi kørte en tur ned til havnen og ud til fyret, som var den seværdighed i byen som var fremhævet i diverse turistbrochure. Det var et fint lille sted og Mads og pigerne fik lavet parkour og leget mission impossible på stenen, men Line fik dårlige nerver.

Herefter var det tid til en tur i det lokale friluftsbad, som det efterhånden var blevet en hel tradition at vi skulle forbi i diverse byer. Dette var et rigtig lækkert et af slagsen med en stor svømmepool, flere hottubs, rutsjebane og et dampbad. Der var selvfølgelig også et koldt vands bassin, som Mads og pigerne selvfølgelig skulle i. De var efterhånden blevet ret hardcore til det og kunne blive siddende i vandet i ret lang tid.

Mens vi var der begyndte solen at komme frem og endelig kunne vi igen se blå himmel efter de mange dage med den tågede timmel fra vulkanen. Det gjorde det lige ekstra lækkert at være i vandet og nyde solen. Til sidst måtte vi dog op, og havde heldigvis kun kort vej til campingpladsen. Pladsen lå rigtig fint ved havet og det var mere tydeligt nu i solen fremfor dagen før var det var meget overskyet