Dagen startede tidligt for Mads, som havde sat vækkeuret til kl. 5:00 for at nå en morgen-hike mens Line og pigerne kunne sove længe og få tanket op på energi. Mads blev hurtigt bekræftet i at teorien om at stå tidligt op sikrede at man kunne ”beat the crowd”. Han havde stierne helt for sig selv, som ellers havde været fyldt godt op dagen før. Turen startede ved Svartifoss hvor der modsat i går var helt mennesketomt. Derefter gik turen videre opad til Sjönarnipa, hvor der var en fantastisk udsigt over Skaftafellsjökull gletsjeren. Han fortsatte endnu et stykke op og så var klokken blevet mange og der var fortsat 6,4 kilometer tilbage til campingpladsen, men de blev tilbagelagt på 50 minutter, så der var fart op nedad. Det endte med at passe perfekt, med at være tilbage til kl. 9:00, som aftalt. Imens havde Line og pigerne haft en stille morgen. Mads måtte dog lige ind og have en hurtig skyller inden afgang, da t-shirten var svedt helt igennem. Vi var nu klar til at rulle camperen ud på dagens eventyr. Vi startede med endnu en utrolig flot køretur med udsigt til den store Vatnajökulls gletsjer og de mange gletsjertunger, som løb ud mellem klipperne. Det var slet ikke til at få øjene fra. Efter ca. 45 minutters kørsel ankom vi til Jokulsarlon søen, som var dannet af gletsjertungen fra Breidamerkurjökull. Allerede ved ankomsten til p-pladsen kunne vi fornemme stedets helt fantastiske syn. En isblå gletsjerlagune fyldt med isbjerge og omkrandset af sneklædte bjergtoppe – og solden skinnede selvfølgelig. Vi brugte lang tid på bare at gå langs med kanten af søen og beundre de flotte isbjerge. Undervejs var der to gange et isstykke, som brækkede af isbjergene og man kunne fornemme den store kraft det havde og hvor store isbjergene var. Det gav nogle store pladsk i vandet. Vi var også så heldige, at se sæler i vandet og én som lå og solede sig inde på bredden. Gletsjersøen var forbundet med havet, så man kunne følge vandets udløb ud til den flotteste black sand beach. Her flød isbjergene også ud og mange skyllede op på stranden. Det gav nogle meget insta-venlige billeder med det sorte sand og det flotte is. Turisterne havde givet stranden navnet ”Diamond Beach” og vi var igen med på moden og gav den gas med kameraet. Det var også så enormt smukt, at det var svært at løsrive sig igen. Men det var vi nødt til, for vi havde booket en bådtur på gletsjersøen.
Bådturen var med et amfibiekøretøj, som isør Vanessa syntes
var ret sejt. Hun var meget fascineret, af at se dem køre fra land og i vandet
og den anden vej. Sejlturen gik forbi de flotte isbjerge på gletsjersøen og man
fik rigtig fornemmelsen af hvor store de rent faktisk var. Der var et stop
undervejs, hvor guiden fortalte lidt facts om lagunen og isbjergene. Efter
sejlturen kørste vi videre langs route 1 og nød udsigten til de mange
gletsjertunger.
No comments:
Post a Comment