Fredag d. 25. juli – Sundhnúkur (vulkan)

D. 16. juli havde vi fået melding om, at der var et vulkanudbrud på Reykjanes halvøen ved byen Grindavik, hvor der de sidste par år har været flere vulkanudbrud. På det tidspunkt befandt vi os helt omme på den anden side af Island, men nu da vi var lige i nærheden, var det jo oplagt lige at tage en kigger. Det forlød nemlig, at der stadig var gang i vulkanen og at man kunne komme ud at se den. Det var dog lige svært at finde information om, hvad man rent faktisk kunne se, men hvor tit kan man se en vulkan i udbrud, så det måtte jo have et forsøg.

Line havde set på Facebook, at nogle havde postet billeder af udbruddet, men det lignede også at der var mange mennesker, så vi brugte det nu kendte trick tidligt afsted! Men kunne parkere ved vulkan område Fagradalsfjall, hvor der allerede var blevet etableret vandreruter og turistture til det gamle udbrud. Her skulle der dog være en ny sti, til et viewpoint af Sundhnúkur vulkanen, som var i udbrud.

Vi startede selvfølgelig med at vælge den forkerte rute, men kunne heldigvis krydse ind på den rigtige sti via en sidesti. Det var en ret meget ligeud og kedelig sti, men efter ca. tre kilometer fik vi det første kig til vulkanen og vi var alle overraskede over, hvor meget man egenlig kunne se og hvor meget gang der var i vulkanen selvom det var en uge siden, at den startede. Vi skylndte os derfor at gå de sidste kilometer ud til viewpointet, selvom det var svært ikke at stoppe, når der var udsigt til vulkanen. Den var meget dragende.

Da vi nærmede os viewpointet begyndte det at regne ret meget. Mads og Vanessa nåede af få regnbukser på, men Veronika og Line nåede det ikke før bukserne var gennemblødte. Men det betød ikke så meget, da vi ankom til viewpointet og havde det perfekte udsyn til vulkanen, som spruttede flydende lava ud. Det var simpelthen et så imponerende syn, at se en vulkan i udbrud og vi kunne så meget mere end hvad vi havde forventet. Viewpointet var på skråning af et bjerg, som havde bremset lavaen, så vi stod lige ved foden af den helt nydannede lavaskorpe.

Efter at have vi havde kigget længe på vulkanen, gik vi ned til den faste lava, som fortsat var helt varm. Det var ligesom at stå ved en brændeovn og når der kom et regnskyl fordampede regnen med det samme, som den ramte lavaen. Imelem de sorte lavasten kunne vi i sprækkerne se den lysende og flydende lava, som forsat var inde i stenene. Her kunne vi rigtig udnytte vores viden, som vi havde fået fra Lavashowet. Især Veronika nød at komme ned til de varme lavasten, da hun var begyndt at fryse ret meget med det våde tøj.

Efter at have nydt vulkanen i et stykke tid, måtte vi til at begive os tilbage, selvom vi sagtens kunne have stået der meget længere. Det var virkelig svært at forlade dette viewpoint. Der var nu kommet rigtig mange mennesker og store 4-hjulstræk turistbusser på stien. Så stien var blevet godt smattet også fordi det regnede. Vores sko var helt sat til med mudder og vi var godt trætte, da vi kom tilbage til camperen efter seks kilometer hike. Men vi var alle enige om, at det havde været en fantastisk oplevelse.

Nu havde vi vist også fået alt på Island bucket listen krydset af og var enige om, at det var den perfekte afslutning på turen. Vi kørte ind til Grindavik by, hvor der var opstillet billeder fra nogle af de forrige udbrud, hvor lavaen var nået helt ned i byen og alle var blevet evakueret. Det var lidt skræmmende at se billederne med lava i byen og samtidig se de samme bygning lige ved side af. Vi kørte derefter på den helt ny vej igennem det et år gamle lavalandskab. Lige uden for Grindavik så vi også nogle store diger, som forhåbentlig kan bremse lavaen, ved fremtidige udbrud. Vi kørte derefter til fyrtårnet i Garður, hvor vi så hvid sandstrand og gråsæler i vandet. De havde en meget specielt hovedfacon, sammenlignet med de andre sæler vi havde set. Derefter kørte vi til Sandgerði, hvor vi tog den sidste overnatning i camperen.

Torsdag d. 24. juli – Reykjavik

Da vi vågnede op kunne vi mærke at det var blevet temmelig blæsende. Et hurtigt tjek af vejrappen viste da også høje vindstød på mellem 12-18 m/sec, hvor vi havde en grænse på 15 m/sec for at måtte køre med camperen. Heldigvis så det ud til at det ikke var så blæsende på det første stykke af vejen, og så kunne vi køre af og tage en omvej væk fra kysten, hvor det ikke skulle blæse så kraftigt. Planen var nemlig at komme til Reykjavik i dag. Så vi dragede afsted og det første stykke vej gik rigtig fint. Mens Mads kørte holdt Line øje med vejrappen, og kunne se at vinden på den direkte vej langs kysten havde aftaget, så vi besluttede at fortsætte. Men vi havde ikke kørt så langt før det var ubehageligt for Mads at køre og appen viste igen høje vindstød. Så vi måtte køre af vejen og holde ind ved en lille gård – og så var vi ligesom fanget der.

Vi startede med at udnytte tiden til lidt oprydning og pakning. Derefter tog vi et spil 500, som Vanessa havde lært at spille på turen. Efter 1 times tid havde vinden lagt sig og vi kunne endelig køre det sidste stykke til Reykjavik.

Her kom vi ind på samme vejt som vi havde kørt på første dag og kunne nu fejre at vi havde været hele vejen rundt med ringvejen. Vi startede med at køre et smut i Icewear outletten, som vi også havde været i første dag. Men der var lige lidt ekstra vi gerne ville have med hjem.

Tiden var jo løbet lidt fra os, så den planlagte frokost i Reykjavik by blev erstattet af en god gang bruger snask. Og så kørte vi den sidste vej ind til Reykjavik centrum. Mads skulle selvfølgelig finde gratis P lidt udenfor byen, så Line og pigerne blev smidt af i centrum, mens han kørte ud og parkerede. Men det passede nok også fint nok, da der blev brugt masser tid i souvenierbutikker (som der var mange af) og i en meget fin vintage tøj butik, som Veronika var helt forelsket i. Alle fik småshoppet lidt og vi var forbi kirken og regnbuegaden. Veronika skulle også lige forbi Hard Rock Cafe og shoppe tøj, som åbenbart var på mode igen.

Da vi havde fået shoppet nok gik vi langs med vandet hen til camperen. Vi kørte en tur ud for at se fyrtårnet – mest fordi at Mads så kunne vise hvor Tina Dickow bor. (Med en arbejdskollega var de engang fordi og hilse på hende)

Derefter fortsatte vi ud af byen og til aftenens campingsplads ved Thorlakshofn. 

Onsdag d. 23. juli – Glymur

Endnu en gang skulle vi ”beat the crowd” og stod derfor tidligt op. Det var dog ikke slemt, da vi efterhånden havde erfaret at man bare skulle afsted før 8.30 tiden.

Det var noget overskyet, da vi kørte afsted. Dagens hike var ca. 40 minutters kørsel fra campingpladser, og på den tid nåede Line at blive mere og mere nervøs for dagens hike. Vi havde læst at hiken var en af de lidt sværere og at man skulle klatre nogle steder. Line blev lidt nervøs for om det ville være glat pga. Det våde vejr. Og så gjorde hun det man aldrig må, nemlig begyndte at google. Her skrev folk at hiken var for experienced hikers, ikke anbefalet for børn, farlige stejle skrænker med dødlige fald og at man skulle krydse floder med vand til hofterne!

Men (heldigvis) holdt Mads fast på at vi i hvert fald skulle give det et forsøg.

Da vi ankom til p-pladsen var der kun 2 andre biler, så vi havde enten lykkedes med at beat the crowd eller også var der bare ikke andre som var skøre nok til at gå hiken i det fugtige vejr. Men vi tog vores bedste hiker udstyr på og drog afsted.

Vejret var sådanne set meget fint – det hverken regnede eller blæste – der lå blot nogle skyer længere oppe, så der var fin udsigt til kløften og man fik hurtigt varmen af at gå. Hiken gik op til Glymur vandfaldet, som vost en gang havde været Islands højeste vandfald. Vi startede med at gå 1,5 km i relativt fladt teræn. Herefter kom den første forhindring på hiken. Man skulle gå igennem en stor klippehule. Den var rigtig flot og pigerne syntes det var ret sjovt at gå igennem klippen.

Lidt efter kom rutens anden forhindring – her skulle man krydse floden ved at balancere på en træstamme, som var lagt ud over floden. Men det var heldigvis slet ikke noget problem. Nogle klarede det i bedste Dirty Dancing stil, men andre rysede mere på benene (dvs. Line).

Så begydnte det ellers at gå mere stejlt op ad langs med floden og kløften. Men heldigvis var stien rigtig godt vedligeholdt med fine trin i klippen og med reb i siden, som man kunne holde fast ved. Så de beskrivelser Line havde læst var formodentlig nogle af ældre dato eller af nogle som var meget mere pivet end os. Det var en super flot hike/klatretur med mange fine lookouts udover kløften og kig til vandfaldet.

Men efter lidt stigning begyndte vi så småt at gå op i skyerne, og da vi nåede udsigtpunktet og toppen af vandfaldet kunne vi ingenting se. Vi kunne kun høre lyden af det brusende vand fra vandfaldet.

Efter 4 km var vi nået forbi toppen af vandfaldet og var klar til den tredje forhindring på ruten. Vi skulle nemlig krydse flodem for at komme over på den anden side af vandfaldet, hvor den ”easy” sti til nedstigningen gik. Og vi (dvs. Line) ville gerne undgå at skulle ned samme vej, som vi havde gået op. Der havde været 2 andre grupper foran os, og de var i hvert fald ikke kommet samme vej tilbage, så vi vidste det kunne lykkedes.

Men denne gang var der ikke nogle træstamme som man kunne bruge til at krydse floden, og der var godt nok nogle sten, men alle lå under vandet som var for dybt til at man kunne komme tørskoet igennem. Men det havde vi jo heldigvis læst om forinden, så vi var forberedte og havde medbragt nogle gummiovertræk til vores sko. Vi fandt et godt sted og begyndte at krydse floden. Men da vi var kommet ca. halvejs over måtte vi konkludere at det nok simpelthen var lettere at tage skoene af og gå barfodet igennem floden. De store sten som vi havde gået op var nemlig ret glatte og vandet var lige præcis for dybt til at støvlerne kunne klare det. Vanessa nåede lige at blive lidt nervøs, men klarede det selvfølgelig fint det sidste lille stykke over vandet. Vandet var ret koldt, men det var heldigvis hurtigt overstået.

Vel over på den anden siden (med tørre sko) kunne vi begynde den stille og rolige hike ned igen af en lidt mere snoet og ikke stejl sti. På vejen ned kunne vi se at der var rigtig mange mennesker på vej ud og gå hiken, så vi var glade for at være ankommet tidligt.

Vanessa ville gerne hen og se hilen igen, så vi gik lige det første stykke af ruetn igen. Vanessa ville egentlig også gerne have været over træstammenigen, men der var nu lang kø for at komme over, da der var kommet mange mennesker. Så vi gik tilbage til camperen og den nu helt fulde p-plads.

Vi havde ikke rigtig planer for resten af dagen og klokken var kun 13.00, så vi måtte lige have en lille diskussion om hvad vi skulle finde på (dvs. Et skænderi). Til sidst besluttede vi at køre tilbage til Akranes, hvor vi havde boet dagen før. Vi startede med at besøge den lokale bager med en lille cafe, hvor der blev tanket op med lidt kaffe og kage. På vejen ud faldt vi i snak med en lokal islænding, som meget gerne ville snakke og fortælle om gamle dage i byen med fiskeriindustrien og byens fugle. Så det var meget hyggeligt.

Vi kørte en tur ned til havnen og ud til fyret, som var den seværdighed i byen som var fremhævet i diverse turistbrochure. Det var et fint lille sted og Mads og pigerne fik lavet parkour og leget mission impossible på stenen, men Line fik dårlige nerver.

Herefter var det tid til en tur i det lokale friluftsbad, som det efterhånden var blevet en hel tradition at vi skulle forbi i diverse byer. Dette var et rigtig lækkert et af slagsen med en stor svømmepool, flere hottubs, rutsjebane og et dampbad. Der var selvfølgelig også et koldt vands bassin, som Mads og pigerne selvfølgelig skulle i. De var efterhånden blevet ret hardcore til det og kunne blive siddende i vandet i ret lang tid.

Mens vi var der begyndte solen at komme frem og endelig kunne vi igen se blå himmel efter de mange dage med den tågede timmel fra vulkanen. Det gjorde det lige ekstra lækkert at være i vandet og nyde solen. Til sidst måtte vi dog op, og havde heldigvis kun kort vej til campingpladsen. Pladsen lå rigtig fint ved havet og det var mere tydeligt nu i solen fremfor dagen før var det var meget overskyet

Tirsdag d. 22. juli – Silver Circle

Vi havde egentligt haft planer om at køre ud på Snæfell halvøen, men da det fortsat var meget tåget besluttede vi at det var for lang en køretur, når der ville være begrænset udsigt. Mads havde i sin research dagen før set, at der var en samling seværdigheder i nærheden som blev kaldt Silver Circle. Den virkede dog noget mindre kendt en Golden og Diamond Circle. Så den begav vi os ud på.

Første stop på ruten var vulkan krateret Grabrok, hvor vi gik op til krateret og gå rundt på kanten. Det var en hyggelig lille gåtur med trapper, så intet anstrengende. Der var da også en del andre turister. Men vi så at der også var mulighed for at gå ned langs med krateret og hen til et andet lidt mindre krater, så det skulle vi selvfølgelig selvom Veronika mente at vi altid skulle gå de steder hvor de andre turister ikke var. Men her gik man også et godt indtryk af det lave område vi befandt os i.

Vores Silver Circle rute gik nu videre ind i landet, hvor man kørte igennem et område med masser termisk aktivitet. Man kunne bare kigge på af vinduet og se på markerne at det forskellige steder dampede op. Vi stoppede ved Deildartunguhver, som var et sted med meget intens termisk aktivitet og man kunne rigtig se hvordan det kogende vand boblede op fra undergrunden. Der var også en bus med en del ældre turister, og vi begyndte at spekulere på om silver circle referede til hårfarven på de turister som kørte rundt. Ved stoppet var der også en lille drivhus-cafe, som bl.a. solgte friske tomater, så det måtte vi selvfølgelig have til vores frokost.

Vi kørte nu videre til det obligatoriske stop på alle islandske turistruter – nemlig vandfaldet! Og her var der endda 2 vandfald hhv. Hraunfossar og Barnafoss. Det første vandfald var faktisk mange smp vandfald. Det var nogle rigtige fine vandfald og selvom vi efterhånden havde set en hel del vandfald på vores tur rundt, så kunne vi fortsat blive begejstret. Barnafoss vandfaldet gik igennem en flot kløft med fine klippeformationer, og det tog os tilbage til en af vores første ture ved Bruarfoss. Det føltes pludselig som meget lang tid siden vi havde været der.

Vi sluttede turen med et besøg ved Haafell gedefarm, hvor pigerne kunne få klappet en masse geder. Island er jo mest kendt for får, og vi havde set rigtig mange på vores vej rundt i landet. De stod gerne og gloede på os i vejkanten når vi kørte forbi. Og enkelte gange havde de endda stået på vejen. Men nu var der altså en gedefarm og det var ikke hvilken som helst gedefarm. Gederne havde nemlig været med i et afsnit af Game of Thrones. Så det var jo celebrity geder – det var endda fremhævet i diverse turistbøger. Der var heldigvis også et par hunde som vi kunne klappe og pigerne fik smagt gede-is.

Vi sluttede dagen med at køre til havnebyen Akranes, hvor vi skulle overnatte.

Mandag d. 21. juli – River Rafting

Efter en gang morgenmad var Mads og Veronika klar til at skulle ud og river rafte. De startede fra campingpladsen med at få udleveret våddragt, redningsvest og hjelm. Herefter kørte de med bus ud til rafting stedet. Guiderne var næsten alle sammen fra Nepal og var nogle meget sjove og snaksaglige gutter.

Ude på stedet blev der givet de sidste instruktioner i hvordan båden skulle styres og der blev fordelt pladser i båden. Mads skulle sidde foran med Veronika sikker bagved sig. Foruden os var der en tysk mor og søn, samt en skotsk familie med ombord.

Allerede efter de første par minutter havde guiden styret os hen i nogle store bølger, så der kom vand i båden og alle blev helt våde. Det skyldes måske at guiden havde spurgt om det skulle være easy eller extreme tur, hvortil Mads på vegne af hele båden havde råbt extreme.

Efter ca. 20 minutters sejlads sejlede vi ind til kanten og hoppede ud af båden. Guiderne lavede varmt kakao, som foregik blot ved at tage vand fra en naturlig varm kilde og blande det med kakao pulver. Det var lækkert med frisk islandsk kildevands-kakao.

Derefter gik sejlturen videre ned af gletsjer floden. Guiderne styrede båden ved at råbe forward, backwards og stop for at signallere hvad vi skulle gøre med pagajerne. På et tidspunkt fik han den ene side til at padle forlæns og den anden baglæns således at båden snurrede rundt mens vi sejlede ned af floden.

Efter lidt mere sejlads gik vi igen i land og det var tid til at man kunne springe i vandet fra nogle klipper. Veronika skulle lige overveje det, da der var ret meget strøm i floden og man kunne slet ikke se bunden fordi vandet var helt gråt. Men hun var selvfølgelig sej og kravlede med op, og endte med at hoppe i 2 gange. Mads skulle selvfølgelig vise sig og tage et hovedspring på andet spring.

Efter udspringet sejlede vi videre og efter en ca. 20 minutter nærmede vi os endestationen. Men inden var der mulighed for at hoppe i vandet fra båden. Guiden mente dog at det skulle ske med en baglæns udspring fra bådens kandt. Så det måtte Mads selvfølgelig forsøge, men det blev ikke særlig elegang, da han gled på kanten inden et ordentlig afsæt. Selvom det var gletsjervand virkede det heldigvis ikke særlig koldt.

Ved endestationen satte vi båden op på traileren igen og kørte med bussen tilbage til campingpladsen. Undervejs havde guiden taget en del billeder og video med sit go-pro kamera, så oplevelsen var heldigvis blevet godt dokumenteret. Både Mads og Veronika havde synes det var en fed far-datter tur.

Tilbage på campingpladsen havde Line og Vanessa bare slappet af og var i hottubs, da Mads og Veronika kom tilbage. Så det passede med at vi kunne mødes i poolen. Veronika trængte til at blive varmet lidt op efter at have været i det kolde vand.

Herefter var vi klar til at køre videre. Vi havde besluttet at bruge eftermiddagen på at få kørt et længere stræk, så vi kunne komme tættere på Reykjavik. Desværre lå tågen fra vulkanen fortsat tykt over landet, så der var ikke så meget scenic drive.

Vi fik tjekket ind på en campingplads og fik slappet lidt af og lagt planer for de kommende dage.

Søndag d. 20. juli – Den store badedag

Vores held med det gode vejr lod til at være sluppet op for det blev ved med at være meget tåget (forklaring følger senere). Vi skulle fortsætte vores køretur rundt med fjordene, hvor der skulle være en meget flot udsigt til sneklædte bjerge. Men det måtte vi tænke os til.

Heldigvis havde vi planlagt at holde en formiddagsstop ved Hofsos pools, som var det lokale friluftbad i byen, men hvor man havde lavet poolen som en infinity pool med udsigt ud over havet. Det var en rigtig fin udsigt og en meget lækker pool, og der var selvfølgelig også hottubs. Vi havde været lidt nervøse for om der ville være mange mennesker, da poolen var omtalt i alle turistbrochure og endda i Lonely Planet bogen. Men der var kun en islandsk lokal familie og en fransk familie, som havde boet på samme campingplads som os. Så vi var nok på samme rute.

Lige ved siden af poolen kunne man gå ned til vandet og se nogle enormt flotte basalt søjler. Så vi smurte os en sandwich og gik derned. Vi blev hurtigt enige om at hvis dette sted havde ligget på golden eller diamond circle havde der været fuldt med turistbusser!

Vi fortsatte langs med kysten, men det fortsatte med at være helt overskyet. Vi gjorde stop ved byen Saudarkrolur, hvor der var en fin black sand beach, hvor vi kunne gå en lille tur langs vandet.

Herefter gik turen lidt ind i landet, hvor vi skulle campere, da Mads og Veronika skulle ud og river rafte i morgen. På vejen kørte vi ind til Fosslaug vandfaldet. Mads var først lidt skeptisk, da man skulle betale for parkering, men damen mindede os om at der var nogle naturlige varme kilder ved vandfaldet som man kunne bade i. Så vi pakkede badetøjet og gik den korte tur hen til vandfaldet, som var rigtig fint. Vi fulgte stien og kom hen til stedet med de varme kilder. Her blev vi mødt af en meget glad border collie hvis ejer var i vandet. Men det gjorde jo bestemt ikke noget for os.

Mads og Vanessa skiftede til badetøj og hoppede i poolen, mens Line nøjedes med at soppe. Efter lidt tid kom der flere mennesker og hunden skulle i snor. Men Line og Veronika meldte sig straks frivilligt til at være hundepassere, så ejeren kunne blive i poolen. Mads var også lige en tur ude i den kolde flod for at blive kølet og tilbage i den varme kilde. Derefter skulle de have tøjet på og tilbage til camperen.

Mads havde set på google at der tæt på var en lille cafe i et drivhus, som så rigtig hyggeligt ud, så det måtte vi prøve. Da vi ankom så det godt nok meget privat ud, og vi blev endnu en gang mødt af en glad hund. Men der var skilte til cafeen, så vi parkerede og gik derhenad. Og rigtig nok lå der en hyggelig lille drivhus cafe med en ældre dame som solgte kaffe og hjemmebagte kager. Veronika fik endda friskbagte vafler – alt sammen til en meget fornuftig pris. Det var rigtig mormorstemning med fint blomstret porcelæn. Damen ville gerne snakke og fortælle. Vi kom til at snakke om det vulkan udbrud som var igang ved Grindavik. Hun fortalte at den tykke tåge skyldes luftforureing fra vulkanen, så vi var slet ikke ramt af dårligt vejr, men af en vulkan. Så hvad der hen på aftenen lignede månen var ret faktisk solen, som man kunne se bag tågen.

Godt mætte af kage kørte vi til campingpladsen. Her sluttede vi dagen med en tur i de tilhørende hottubs, så det blev 3 gang for Mads og Vanessa denne dag. 

Lørdag d. 19. juli – Akureyri

I dag skulle vi til Islands 2. største by Akureyri med hele 19.200 indbyggere. På vejen derhen stoppede vi ved Godafoss vandfaldet, som er den del af Diamond Circle seværdighederne. Men da det fortsat var forholdsvis tidligere, var der heldigvis ikke så mange turistbusser. Men da vi fortsatte køreturen mod Akureyri mødte vi 20-30 turistbusser som alle havde retning mod Diamond Circle. Vi undrede os noget over hvor alle de turister kom fra, men det fik vi hurtigt svaret på da vi kørte ind til byen og så at der lå hele 3 store krydstogtskibe i havnen. Det er en vild turistindustri.

Line havde ellers fundet en p plads inde i byen, men da den kostede penge måtte Mads igang med at finde en anden (som heldigvis kunne lade sig gøre uden at man skulle helt ud af byen). Vi gik en tur i byens lille gågade men det var primært souvenierbutikker og Icewear butikker, så det var der ikke meget storby shopping over.

Da flere var tissetrængende gik vi hen til den lokale friluftsbad og lånte toilettet. Ude foran holdt der en pølsevogn og da det passede fint med frokost måtte vi jo prøve det. Pigerne fik en traditionel hotdog (næsten som en dansk), men de voksne fik en med pulled lam.

Det passede med at vi kunne gå igennem den botaniske have og forbi kirken på vejen tilbage til havnen. Her kom vi også forbi deres lyskryds, hvor den røde lampe er lavet som et hjerte. Her skulle vi selvfølgelig have det obligatoriske turistbillede.

Så var det blevet tid til at forlade byen med de mange krydstogtturister og køre lidt udenfor byen for at få handlet og tanket. Mads og Vanessa var også forbi den lokale bager, da vi skulle besøge en af Mads’ tidligere kollegaer Finnur, som var flyttet tilbage til Island for nogle år siden. Og så skulle vi jo selvfølgelig have kage med til kaffen. Det var rigtig hyggeligt at fortælle om vores rejse rundt på Island. Og hver gang vi forsøgte at udtale en navnet på en islandsk by eller seværdighed kunne vi lige få rettet vores udtale. Vi spurgte også om de lokale også var med bådene ude og se hvaler, men der blev svaret helt tørt at de da bare gik ned til vandet og så dem derfra. Så følte vi os rigtig meget som turister.

Vi fik også lidt gode tips til vores tur videre, og så satte vi kursen mod de små fjordbyer igen. Desværre lå der en tyk tåde over bjergene, så der var ikke så meget scenic view. Vi kørte første til byen Dalvik, men pga. Tågen var der ikke meget at se, så vi besluttede os for bare at køre videre. Finnur havde anbefalet at vi camperede i byen Siglufjordur, som var en hyggelig gammel fiskerby. For at komme dertil skulle man igennem to bjergtuneller hvoraf den ene tunnel var en 6 km lang singel lane tunnel. Så det var ret spændende. Heldigvis var der mange passing places. Tidligere havde man skulle køre hele vejen langs med fjorden for at komme fra den ene by til den anden.

Byen var meget hyggelig, men også lidt død – måske fordi der var byfest i den næste by. Men vi gik en lille tur på havnen og kiggede på fiskerbådene. Byen havde indtil 60’erne været stor på fiskeri af sild. Ellers blev det bare til hygge i camperen, hvor Line heldigvis havde handlet ind til suppe til aftensmad.